Blandet godt fra Arusha

Efter de første ti uger af vores højskoleophold, gjaldt det en måneds rejse i Tanzania. De første ti dage opholdt vi os i storbyen Arusha ved Afrikas tag, Kilimanjaro.

Vi besøgte blandt andet en landsby tæt ved en tanzanitemine. Vi besøgte minearbejdernes fagforening, der blandt andet kæmper mod regeringens og udenlandske investorers griskhed, når de lokale minearbejdere finder en åre af tanzanite. 

Landsbyen, vi besøgte, er ret velhavende sammenlignet med resten af Tanzania. Det er dog stadig et kæmpe paradoks, at Tanzania er så rigt på naturressourcer og alligevel er et af de fattigste lande i verden.

Vi besøgte landsbyens tanzanite-marked, hvor mellemmænd køber de uslebne sten. På markedet var vi virkelig interessante, for mange af de lokale havde tydeligvis ikke set hvide mennesker før. Da vi gik hen af gaden, smed alle hvad de havde i hænderne og stod paralyserede og iagttog os, imens vi passerede. En af os fik spørgsmålet: ”are you the original mzungus?” (er I de originale hvide?)

En stor del af tiden i Arusha stod i kaffens tegn; vi besøgte en kaffeauktion i byen Moshi for foden af Kilimanjaro. Her fik vi også lov at se auktionens laboratorium, hvor man smager og bedømmer kaffen, der sælges. Her smager Anne og Mathilde på forskellige typer kaffe.

Fra fredag til lørdag overnattede vi hos en lokal kaffebonde, der bor i dette hus på Mount Merus skråninger tæt ved Arusha.

Vi blev vist rundt i hans kaffemarker, og han kunne fortælle meget længe og meget passioneret om sin kaffe. Vi høstede, stødte, siede, stødte igen, ristede og siede igen, før vi fik lov at smage på den friske, lokale kaffe.

 

Senere besøgte vi det Internationale Krigsforbrydertribunal for folkemordet i Rwanda. I foråret 1994 blev omkring 800.000 mennesker dræbt på under 100 dage som følge af en gruppe hutuers vrede mod landets tutsier. I Rwandas medier lød budskabet: "Gravene er kun halvt fulde. Hjælp os med at fylde dem op". Herefter gik landets hutuer amok med manchetter og håndgranater.

Foredraget, som vi fik, skulle foregå inde i selve retssalen, så her satte vi os til rette. Jeg skulle hilse og sige, at det er en noget morbid oplevelse at sidde i en stol, hvor nogle af verdenshistoriens værste krigsforbrydere har siddet.

FN dannede krigsforbryderdomstolen for Rwanda i 1995. I dag er de fleste retssager bragt til ende og de skyldige blevet dømt.

Sidst med ikke mindst var vi da lige på safari igen. Denne gang i vulkankrateret Ngorongoro. I safaribilen er det fra venstre Paul, Joey, Anne Rose, Aisha, Iso og Bosco.

Fra venstre Iso, Mathilde, Vincent og Paul.

Gruppefoto med krateret i baggrunden. Fra venstre er det Alex, Aisha, Paul, Mathilde, Ayanda, Joey, Gideon og Iso.

Isiolo

Tirsdag og onsdag i niende uge besøgte vi et Action Aid-projekt i byen Isiolo, der ligger 90 kilometer fra Nanyuki. Projektet arbejder med et lokalsamfund af familier af forskellige kenyanske og somaliske nomadestammer, der har slået sig ned lidt uden for Isiolo. Projektet går ud på at hjælpe samfundet med at etablere en bæredygtig produktion af mad.

Da vi ankom til lokalsamfundet, blev vi budt velkommen med sang og dans. Der blev taget fat i vores arme, og pludselig dansede vi alle af sted ind imellem markerne.

De lokale viste os deres fælles fiskedam, som projektet har hjulpet til med at bygge. I dag er projektet bæredygtigt; lokalsamfundet avler 1500 fisk i bassinet, sælger dem på lokale markeder, og køber så 1500 nye små fisk til bassinet.

Ud over fiskedammen har de lokale også en fælles mark med bønner, som de sælger på det lokale marked.

Efter rundvisningen hjalp vi lokalsamfundet med noget manuelt arbejde. En af deres fælles marker skulle udvides.

Inden vores besøg sluttede, kiggede de lokale pludselig over på os danskere og bad os om at vise vores egen stammedans. Hvad gør man så?

På stående fod kunne vi simpelthen ikke komme i tanker om noget stykke dansk kultur, som vi sådan lige kunne vise frem, og da slet ingen traditionelle danse, så vi valgte at synge nationalsangen.

Matatu

Når vi skal på ekskursioner, eller ind til Nanyuki, bruger vi gerne matatuer. Meget offentlig transport i Kenya foregår med matatu, men vi lejer som regel en hel matatu privat.

En matatu er en meget gammel og slidt minibus, gerne af mærket Toyota, hvori der er presset 15 sæder ind. Med lidt god vilje og lidt vold kan man dog sagtens sidde endnu flere i en matatu. Da dette billede blev taget, sad vi 18 mennesker i matatuen på vej i byen i Nanyuki.

Der er lavt til loftet, især bagerst i matatuen, og når matatuen kører derudaf på en hullet kenyansk vej, undgår man ikke at banke hovedet ind i karosseriet.

Som sagt har alle de matatuer, som vi har brugt, set bedre dage, og ingen af dem har været i nærheden af at kunne klare et dansk syn. For at eksemplificere, følger her en top tre over matatu-defekter, vi har oplevet:

3. En højttaler gav efter for rystelserne, rev sig løs fra væggen og faldt ned i hovedet på Anne.

2. Under en stille og rolig køretur i Nanyuki gik matatuens skydedør af sine hængsler, og hang så og dinglede. Tro det eller lad være.

1. På vej til Mt. Longonot blev gulvet i matatuen så varmt at vi måtte løfte fødderne for ikke at forbrænde dem. Hvad værre er: chokoladen i vores rygsække smeltede. Det endte med at motoren pludselig brød sammen, og matatuen blev fyldt med kulsort røg.

Trafikken i Kenya er et kapitel for sig selv. Der overhales overalt, man følger gerne direkte efter en forankørende lastbil, hvis denne er i færd med at overhale, og man når ofte først at trække ind et splitsekund før man ville have ramt en modkørende. En lettere påvirket Saga sagde efter sin første matatutur: ”det er som at kaste terninger med døden”.

Alt dette ændrer dog ikke ved, at det er pisse sjovt at køre i en matatu. Der er gerne skruet helt op for partymusikken, så det er svært at kommunikere, men så handler det bare om at nyde musikken og landskabet, man kører igennem.

Det tilsvarende køretøj i Tanzania hedder en dalladalla. Her sidder vi 25 personer i en dalladalla på vej fra Arusha by til Action Aids Global Platform lidt uden for Arusha.

Overnatning hos lokale familier

Torsdag i tiende uge lavede vi mad og overnattede ved lokale familier. Aisha, Ayanda og jeg besøgte dette hjem. Her boede mama Selina med sine fire børn.

Besøget startede sidst på eftermiddagen hvor Mama Selina havde fri fra sit arbejde i marken. Vi blev budt på te, som blev lavet over et lille ildsted inde i huset. Her sætter Ayanda vand over til te.

Så begyndte madlavningen. På billedet sorterer Aisha og jeg bønner.

Familien havde denne udsultede killing, der holdt sig tæt på ildstedet for at holde varmen.

Aftensmaden stod på ris og bønner med tomater.

Fordi ildstedet var placeret inde i huset, var rummet fyldt med røg i de to timer, hvor madlavningen stod på. Det var svært at trække vejret, og øjnene løb i vand.

Jeg synes egentlig at vi bor ret spartansk på Daraja, men vores platform ligner et palads sammenlignet med Mama Selinas hus. Vi sov på det hårde stengulv i køkkentet. Dog havde vi snydt lidt og medbragt vores tynde madrasser, som vi bruger til solbadning på Daraja.

Denne sikkerhedsanordning skulle holde ubudne gæster ude i løbet af natten.

Vi gik i seng klokken halv ni og vågnede klokken seks af røgen, som langsomt fyldte rummet, da Mama Selina kogte vand til te.  Vi tog afsked med familien ved syvtiden, hvor Mama Selina tog på arbejde, og børnene tog i skole.

Bjergmaraton

I niende uge havde vi en forlænget weekend, som otte af os brugte på at bestige Mt. Kenya. De to højeste toppe, Point Batian (5199 moh.) og Point Nelion (5188 moh.), kan kun nås med klatreudstyr, så målet var den tredje højeste top, Point Lenana (4985 moh.).

Bevæbnet med müslibarer og vabelplastre drog vi fredag af sted fra porten til nationalparken, biosfærereservatet og verdensarvsområdet Mt. Kenya Nationalpark og op mod Old Moses Hut, der ligger i 3300 meters højde.

Da vi nåede frem fik vi en hårdt tiltrængt kop kaffe, og så en anretning, som åbenbart er ret almindelig i Kenya: mariekiks på popcorn.

Om natten gjorde vi, hvad vi kunne, for at holde varmen. Nogle havde ret store problemer med at sove pga. kulden og den tynde luft, der umuliggjorde en rolig vejrtrækning. Men på trods af (eller måske på grund af) kulden og de ydmyge forhold, var det super hyggeligt.

Lørdag vandrede vi 14 km, denne gang med vores guide forrest til at holde tempoet meget lavt for at undgå højdesyge.

Her er vi nået halvvejs, og for første gang kan vi se målet. Fra venstre er det Anne, Saga, Johanne, Caroline, Silja, Mathilde, mig og Magnus.

Det eneste dyr vi så på bjerget var klippegrævlingen, hvis nærmeste slægtning er elefanten!

Der blev stadigt mere koldt og goldt, jo længere op vi bevægede os.

Efter ni timers vandring ankom vi til Shipton's Camp, der ligger i 4200 meters højde. De sidste tre timer af turen måtte jeg kæmpe med denne totalt nedslidte skosål.

Udsigten fra Shipton’s Camp. Her ses Mt. Kenyas tre højeste toppe. Fra højre Point Batian, Point Nelion og Point Lenana.

Vi stod op klokken to natten til søndag for at kunne nå Point Lenana i tide til at se solopgangen klokken kvart over seks. Godt nok smiler vi på billedet, men denne nat nåede vi vist alle at tænke: "hvad fanden laver jeg her?"

Hele natten indtil solopgang var mit udsyn begrænset til dette par fødder i mørket.

Solen står op over Mt. Kenya.

De sidste få hundrede meter kunne man virkelig mærke effekten af den tynde luft. Et par stykker var tæt på at give op, men vores guide var god til at presse folk til det yderste, og vi nåede alle toppen!

Resten af søndagen gik vi hele vejen fra tilbage fra Point Lenana til Old Moses Hut, hvor vi blev hentet med bus. Da vi nåede frem var vi fuldstændigt smadrede i alle lemmer, men yderst tilfredse med vores præstation. I løbet af weekenden gik og kravlede vi en distance på 50 km.